Jeg har elsket og levet (1940)

Komponisten Weyses kusine, den muntre Henriette Frisch, har i 1801 tilrådet sin fætter at tage nogle studenterpensionærer i huset, så at han ikke har nødig at give så mange musikinformationer, men kan få mere tid til at komponere. Resultatet er dog blevet, at Weyse må tage endnu flere elever for at føde pensionærerne, og særlig er det galt med den stemmebegavede student Kramer, hvis velhavende onkel ikke vil sende flere penge.